 Fakta om lysbehandling Af Poul Jennum, Overlæge, dr. med.
Hvad er lysbehandling?
Lysbehandling ved søvnlidelser og vinterdepressioner er en relativt ny form for behandling.
Behandlingen går ud på at sidde foran specialkonstruerede lysapparater, som giver lys med en vis intensitet, gerne 10 000 lux (lux er måleenheden for lysstyrke). Behandlingstiden er ofte en halv time eller længere.
Selve behandlingen er enkel (man sidder foran et lysapparat), men effekten er afhængig af hvornår på døgnet man eksponeres for lyset. Det anbefales derfor, at en læge eller andet sundhedspersonale, som kender til lysbehandling, kontaktes, før man starter på behandlingen.
Denne tekst er ikke ment som en erstatning for en sådan konsultation, men giver enkle retningslinjer for hvordan lyset påvirker døgnrytmen og antyder hvornår på døgnet behandling sædvanligvis gives.
Virkningsmekanismer
Søvn reguleres af forskellige faktorer, en af disse er døgnrytmen. Lyset er den vigtigste indstiller af døgnrytmen. Det er hovedsageligt lysets påvirkning, som gør, at vi omstiller os til en ny døgnrytme efter rejser til for eksempel USA.
Lyset kommer ind gennem øjnene og påvirker en lille kerne dybt inde i hjernen. Denne kerne styrer døgnrytmen. Tidspunktet på døgnet afgør, i hvilken retning døgnrytmen forskydes. Lysbehandling, givet om aftenen, vil forskyde døgnrytmen i modsat retning af, hvad lysbehandling om morgenen vil gøre. Netop derfor er det er vigtig at vide, hvilken slags lidelse eller symptomer, som skal behandles.
Lysbehandling givet om aftenen vil kunne forskyde døgnrytmen til et senere tidspunkt, med det resultat at man sover længere om morgenen. Effekten på døgnrytmen er størst jo nærmere sengetid lysbehandlingen gives. For nogen personer er det imidlertid vanskeligt at falde i søvn lige efter lysbehandling, og derfor anbefales gerne, at behandlingen afsluttes 30 minutter til en time før sengetid.
Lysbehandling givet efter opvågning forskyder døgnrytmen den anden vej, og vil kunne gøre, at man vågner tidligere næste dag. Effekten på døgnrytmen er størst jo nærmere på opvågnings tidspunktet lysbehandlingen gives.
Som man kan forstå, kan lysbehandling givet på et forkert tidspunkt faktisk forværre søvnproblemerne. Det er derfor meget vigtig at afklare, hvilken slags søvnproblem man har, og i hvilken retning man ønsker at skyde døgnrytmen.
Ved vinterdepression diskuterer man om effekten af lys skyldes døgnrytmepåvirkning, eller om lyset også har andre gunstige effekter. Dette er ikke afklaret.
Behandling af vinterdepression
Det almindeligste er at anbefale lysbehandling om morgenen. På grund af lysets virkning kan det være fornuftigt at tilpasse behandlingen efter, hvordan søvnen er. De fleste vinterdeprimerede har øget søvnbehov om vinteren og problemer med at komme op om morgenen. Til dem anbefales lysbehandling om morgenen. Hvis den vinterdeprimerede derimod plages af, at han vågner tidligt, vil jeg anbefale behandling om aftenen.
Tidlig morgenopvågning
Mange personer klager over, at de vågner tidligt om morgenen. Det kan være et symptom på alvorlig sygdom (for eksempel depression). Det kan også være et udtryk for døgnrytmeforstyrrelse. Lysbehandling om aftenen vil kunne forskyde døgnrytmen til et senere tidspunkt, og undersøgelser viser at søvnen kan forlænges med op til en til to timer.
Forsinket søvnfasesyndrom
Almindeligvis virker lysbehandling ikke ved problemer med at falde i søvn. Der er dog enkelte, som har forskudt døgnrytme. De falder ikke i søvn før langt ud på natten, men har ingen problemer med at sove. Det betyder, at de kan sove til langt ud på dagen. I de tilfælde kan man behandle med lys for at flytte døgnrytmen tilbage på plads. Behandlingen gives efter normal opvågning, og det anbefales at behandlingstidspunktet flyttes en time frem fra dag til dag, indtil man har nået, det tidspunkt den pågældende gerne vil vågne på.
Natarbejde
Lysbehandling kan bruges til at ændre døgnrytmen for natarbejdere. Om det er ønskeligt kommer an på hvor mange nætter i træk, natarbejdet varer. Lysbehandling om aftenen og tidlig nat i starten af en periode med natarbejde vil kunne forskyde rytmen til et senere tidspunkt. Det kan gøre det lettere at fungere om natten, og give bedre søvn efter natskiftet. Behandlingen bør tilpasses den enkelte arbejders døgnrytme. Efter en periode med natarbejde kan lys bruges til at ændre døgnrytmen tilbage til det normale igen.
Efter flyrejser
De fleste som har rejst over tidszoner ved, hvordan det kan føles. Det tager altid tid at omstille sig til en ny døgnrytme. Korrekt brug af lysbehandling vil kunne reducere den tid, det tager at ændre rytmen. Behandlingen er afhængig af det antal tidszoner som passeres, og også om man rejser vest- eller østover. Det er derfor vanskeligt at give konkrete retningslinjer på hvornår lysbehandling bør gives (se jetlag). Men husk at lysbehandling om aftenen (tænkt udfra afrejsestedet) vil forskyde døgnrytmen til et senere tidspunkt.
Bivirkninger af lysbehandling
Lysbehandling ser ud til at give få bivirkninger. Enkelte klager over ubehag i øjnene og hovedpine. Disse problemer ses specielt de første dage med behandling. Der er ikke rapporteret om alvorlige skader på øjnene. Har man øjensygdomme, eller har man haft det tidligere, bør man kontakte øjenlægen, før behandling igangsættes. Ellers bør alle bivirkninger, som eventuelt opstår under lysbehandlingen, rapporteres til lægen eller den som har startet behandlingen.
Generelt om behandlingen
Tidspunkterne for lysbehandling varierer som nævnt alt efter hvilken tilstand som skal behandles.
Længden på eksponeringstiden afhænger blandt andet af lysstyrken på apparatet. Vi regner med at 30 minutter ved 10 000 lux, svarer til to timer ved 2500 lux (10 000 lux svarer til sollyset ved solopgang). De fleste lidelser kan behandles med 10 000 lux i 30 minutter. Nogen personer vil have brug for længere tid, mens andre muligvis kan klare sig med kortere.
Antallet af dage med lysbehandling vil afhænge af lidelsen. Vinterdepressioner behandles ofte i en til to uger med godt resultat. Jetlag kræver ofte kun få dages behandling (en til fire dage). Andre tilstande (for eksempel tidlig morgenopvågning) kan kræve regelmæssig brug af lys.
Alle anbefales at opsøge læge eller andet professionelt sundhedspersonale, før der startes på en lysbehandling. Husk at lysbehandling kan være skadelig ved enkelte sygdomme og ved brug af visse medikamenter.
Baseret på tekst af Bjørn Bjorvatn, læge dr.med.
|
|